Øvrige tand-, mund- og kæbeoperationer
Til patienter og pårørende
Du har fået foretaget en operation af dine tænder, mund eller kæbe.
Sådan forholder du dig efter operationen:
Blødning:
Det første døgn kan det sivbløde fra såret, uden at dette skal give anledning til bekymring. Du kan lægge en af de udleverede gaze-tamponer på såret og bide let sammen eller presse med en finger i 20 minutter. Du kan også komme lidt knust is i munden et par minutter ad gangen. Siveblødningen forsvinder ofte efter ca. 3 dage.
Du skal undgå fysisk anstrengelse de første 2-3 dage, såsom sport eller tungt fysisk arbejde.
Hævelse:
Hævelse i ansigtet er almindeligt i dagene efter operationen. Hævelsen tiltager de første 1-2 døgn og aftager derefter gradvist. Lig med hovedet højt og brug noget koldt på kinden de første 48 timer, herefter kan du mindske hævelsen med varme.
Din gabeevne kan være påvirket i 1 - 2 uger.
Smerter:
Det er normalt at have ondt de første par dage efter operationen. Oftest er du nødt til at tage smertestillende regelmæssigt i en uges tid. Du aftaler med kirurgen hvad du skal tage og får en e-recept på smertestillende.
Antibiotika:
Hvis der er behov for antibiotika, får du en e-recept på dette. Dosis vil være angivet på recepten. Vi anbefaler, at du spiser et syrnet mælkeprodukt sammen med tabletterne for at undgå tynd mave/ diarré.
Kost:
Kulde og ro får blodkarrene til at trække sig sammen.
De første 2 timer skal du undgå at spise, drikke og skylle munden. Du er lokalbedøvet, og kan derfor ikke mærke smerte eller styre de normale reflekser.
Resten af dagen skal mad og drikke være flydende og koldt. Dette for at undgå blødning.
De efterfølgende 3-5 dage skal du spise blød kost, og tygge maden, så vidt muligt, i den raske side af munden, så såret får ro til opheling.
Mundhygiejne:
Det er vigtigt at holde munden ren for at undgå betændelse. Du skal børste tænder morgen og aften, men undgå det opererede område. Skyl din mund ren med almindeligt vand, danskvand eller saltvand efter hvert måltid.
Dagen efter operationen skal du skylle munden med Klorhexidin 0,1 % x 2 dagligt, se vedhæftet bilag Klorhexidinvejledning . Har du børstet tænder med tandpasta, skal du vente en time inden du skyller med Klorhexidin. Undgå at spise, drikke og børste tænder den første time efter mundskylning.
Fortsæt med mundskylning, indtil minimum dagen efter trådende er fjernet. Har du ingen tråde er det i ca. 7-10 dage.
Betændelse:
Sårene i munden bliver gullig /hvide, når de heler. Det er ikke tegn på infektion.
Infektionstegn kan være:
- Du hæver igen, efter hævelsen er aftaget.
- Du får en ændret grim smag i munden.
- Du får feber.
- Du bliver varm og rød på huden i ansigtet.
- Du får tiltagende smerter og måske synkebesvær.
Særligt til dig der opereres i fuld narkose:
- Læs vedhæftet bilag Før operation i fuld bedøvelse .
- Du er som regel træt og slap efter at have været i fuld bedøvelse. Selv om du har sovet under operationen vil operationsområdet være bedøvet nogle timer efterfølgende pga. lokalbedøvelse.
- Halsen føles irriteret. Dette er helt normalt.
- Der kan forekomme sivning eller let næseblødning de følgende dage, hvilket er normalt.
- De første 1-3 timer efter operationen ligger du til observation. Du kan tage hjem når du skønnes klar af personalet på opvågningsstuen.
- Du må ikke selv køre hjem på grund af bedøvelsen i fuld narkose.
- Har du lang vej hjem, er det en god ide at have en pude eller tæppe i bilen og evt. en plastpose hvis du bliver utilpas.
- Kirurgen kommer og taler med dig, inden du går hjem.
Kontrol:
Du ses til kontrol efter 14-21 dage hvor stingene fjernes og kirurgen vurderer, om helingen forløber planmæssigt. Kommer du langvejs fra, kan du evt. få stingene fjernet ved din egen tandlæge.
Sygemelding:
Du aftaler med tandlægen hvor længe, du skal være sygemeldt.
Spørgsmål:
Kan du kontakte Kæbekirurgisk ambulatorium på 79 18 21 45, hverdage mellem 8.00-15.00, Skadestuen 79 18 21 36 eller vagtlægen Region Syddanmark 70 11 07 07.
Med venlig hilsen
Kæbekirurgisk afsnit
|
Kontakt Kæbekirurgisk Ambulatorium Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus Finsensgade 35 6700 Esbjerg
|
|
pinfoSVS-1518646533-54 155200 | 14.09.2026 |