Ny cheflæge på Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler
Fra 1. maj 2026 er Mohammed Khalil ny cheflæge på Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på Esbjerg Sygehus.
Mohammed Khalil begynder den 1. maj 2026 i stillingen som cheflæge på Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på Esbjerg Sygehus. Han er speciallæge i gynækologi og obstetrik og kommer fra en stilling som overlæge på Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Lillebælt, hvor han har været ansat siden 2005.
Ud over sit kliniske arbejde har Mohammed Khalil opbygget en solid forskningsprofil. Han er tilknyttet Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet, hvor han arbejder med sundhedsforskning med fokus på kvalitet, patientsikkerhed og omsætning af ny viden til klinisk praksis. Han tager også forskningsaktivitet med ind på den nye afdeling.
- Jeg glæder mig meget til at begynde som cheflæge i Esbjerg. Det er en stilling, jeg ser frem til, fordi området har stor betydning for mange kvinder og familier, og fordi afdelingen rummer et stærkt fagligt og menneskeligt engagement. For mig handler ledelse både om struktur og drift, men i høj grad også om relationer, tillid og dialog, siger Mohammed Khalil, der også gerne vil kvittere for tiden på Kolding Sygehus.
- Jeg har haft mange gode og fagligt meget givende år på Sygehus Lillebælt og sætter stor pris på det samarbejde og den faglighed, jeg har været en del af der. Derfor går jeg også til min nye rolle på Esbjerg Sygehus med stor ydmyghed og motivation og ser frem til at lære både medarbejdere og lokalområdet at kende. Mit mål er, at kvinder og familier i Esbjerg og omegn oplever en afdeling, hvor der er tryghed, professionalisme og nærvær – både før, under og efter et behandlings- eller fødselsforløb, fortæller han.
Ifølge lægefaglig sygehusdirektør Stefan Starup Jeppesen får Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler med Mohammed en faglig stærk og erfaren overlæge med solid forskningsprofil og dokumenteret evne til at omsætte evidens til klinisk praksis.
- Mohammed er ny i cheflægerollen, men har et solidt fagligt afsæt og mange års erfaring med klinisk udvikling. Han bliver en del af et velfungerende og erfarent ledelsesteam med chefsygeplejerske Tina Lykke Schmidt og chefjordemoder Anne-Marie Jensen, hvor der er klare rammer, tæt samarbejde og fælles ansvar for kvalitet, patientsikkerhed og sammenhængende patientforløb, siger Stefan.