Skip til primært indhold

Ny chefsygeplejerske til Psykiatrisk Afdeling

Den 1. januar 2027 tiltræder Lykke Bay Marcussen som chefsygeplejerske til Psykiatrisk Afdeling ved Esbjerg Sygehus.

Profilbillede af ny chefsygeplejerske Lykke Bay Marcussen.

Lykke Bay Marcussen bliver ny chefsygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling under Esbjerg og Grindsted Sygehus fra 1. januar 2027.

Hun kommer fra en stilling som chefsygeplejerske for psykiatrien på Sygehus Sønderjylland.

Men Esbjerg er på ingen måde fremmed for Lykke Bay Marcussen.

Hun startede nemlig som nyuddannet sygeplejerske på Esbjerg Sygehus i 2005, og ti år senere begyndte hun som kvalitetskoordinator på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg.

Nu ser hun frem til at kunne vende tilbage til begge dele:

- Det er selvfølgelig en stor glæde for mig at vende tilbage til Esbjerg Sygehus, hvor jeg startede i tidernes morgen, og jeg er særligt glad for at vende tilbage til Psykiatrisk Afdeling Esbjerg. Det er helt specielt at kunne bidrage til udviklingen af psykiatrien i min hjemby, siger hun.

Med sig i bagagen har Lykke Bay Marcussen ti års erfaring fra det psykiatriske område og solid ledelsesmæssig erfaring. Oveni den erfaring har hun en uddannelse i Lean-værktøjer og en master i offentlig kvalitet og ledelse.

Hun påpeger, at hun er uddannet sygeplejerske, men ikke med speciale i psykiatrisk sygepleje, så det betyder meget for hende at bruge de specialiserede kompetencer, der er i afdelingen.

- De er vanvittigt dygtige og har en helt særlig ledergruppe med stor anciennitet og erfaring. Jeg ser virkelig frem til at stå i spidsen for dem og sætte en retning sammen med både dem og cheflægen. Der er høje ambitioner i Esbjerg, siger Lykke Bay Marcussen.

Hun kommer til at indgå i afdelingsledelsen sammen med cheflæge Agnete Larsen, og det er sygeplejefaglig direktør Charlotte Mose rigtig glad for:

- Lykke kommer med solid ledelseserfaring, et indgående kendskab til psykiatrien, men også til Esbjerg Sygehus og Psykiatrisk Afdeling. Det giver hende et rigtig godt afsæt for at tage fat på de ambitioner, vi har for den fortsatte udvikling af psykiatrisk afdeling, og sætte en tydelig retning for fremtiden til glæde for patienterne, siger Charlotte Mose.

APPFWU02V