Snart åbner årets covid- og influenzavaccination
Igen i år kan særlige grupper få gratis vaccination mod covid og influenza, hvis de ønsker det. Tidsbestillingen er åben.
Alle borgere over 65 år og udvalgte grupper under 65 år kan gratis booke tid til vaccination for covid, influenza eller begge dele. Hvis du er berettiget til gratis vaccination, så får du en invitation til dette via eboks eller via almindeligt brev, hvis du er fritaget fra digital post.
Også på Esbjerg Sygehus og Grindsted Sygehus kan man blive stukket, når vores vaccinatører er klar til at give samlet set op mod 30.000 stik. Indsatsen strækker sig frem til den 20. december, og de første tider er allerede booket.
Er du blevet inviteret, så skal du selv booke en tid til vaccination på www.vacciner.dk. Du kan selv vælge sted, og ud over sygehusets to matrikler, er der 92 andre vaccinations-steder i regionen. Dem kan du finde på samme side, som du bestiller tid på.
Sådan bliver det på sygehuset
På Esbjerg Sygehus kan man booke tider til vaccination på mandage, onsdage, torsdage, fredage og lørdage. Der kan også bookes tider ved Grindsted Sygehus – her er der tilbud om tider hver tirsdag.
Værd at vide
- Man kan godt blive vaccineret, hvis man er forkølet eller har let forhøjet temperatur. Der er kun faglig grund til at udskyde en vaccination ved feber på 38 grader eller derover eller ved alvorlig infektion som fx lungebetændelse.
- Vaccinatørerne sætter pris på, at man møder til den bookede tid, men dog helst ikke mere end 10 minutter i forvejen. Afsæt også ti minutter til observation efter din tid.
- Regionen vil i samarbejde med kommunerne også stå for vaccination på plejehjem, af særligt sårbare på botilbud, på misbrugscentre og herberger og i hjemmet hos svært immobile borgere.
Fakta
- Alle syddanskere på 65 år og derover vil blive tilbudt vaccine mod covid og influenza. De vil modtage en invitation i slutningen af september via Digital Post. For borgere, som er fritaget for digital post, ankommer invitationerne med fysisk brev, der når frem lidt senere.
- Udvalgte grupper, fx personer under 65 år med udvalgte kroniske sygdomme og personer med svært nedsat immunforsvar, vil også blive tilbudt vaccination mod både covid-19 og influenza i 2026. De skal som sidste år udfylde en tro- og loveerklæring på www.vacciner.dk, før de kan booke tid til vaccination.
- Gravide tilbydes i henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinjer udelukkende influenzavaccination – og ikke vaccination mod covid - i 2026.