Rimegepant/Vydura - behandling
Hovedpine Ambulatoriet
Behandling med Vydura
Rimegepant/Vydura er udviklet specifikt til anfaldsbehandling af migræne og til forebyggende behandling af episodisk migræne.
Virkningsmekanisme
Molekylet CGRP, som dannes i vores nervesystem, spiller en rolle i udviklingen af migræneanfald.
Rimegepant, som er det aktive stof i Vydura, er udviklet specifikt til at blokere CGRP-receptoren, og derved brydes smertesignaler til hjernen. Dette kan nedsætte hyppigheden og styrken af migræneanfald.
Inden du starter behandling
Forsigtighedsregler For at vi kan udskrive Vydura til anfaldsbehandling af migræne, skal du
a) have haft utilfredsstillende effekt af mindst 3 triptaner, hver forsøgt ved mindst 3 anfald.
b) ikke tåle triptaner
c) have behov for behandling med triptaner mere end 9 dage per måned.
Man må højst tage en tablet Vydura per døgn og højst tage Vydura 18 dage per måned.
For at vi kan udskrive Vydura til forebyggende behandling af migræne, skal du have episodisk migræne med mindst 4 migræneanfald per måned.
Når man tager Vydura forebyggende, skal man tage en tablet hver 2. dag. Vydura koster aktuelt 205 kr. per tablet, som du selv skal betale.
Det er usikkert, om der på et senere tidspunkt bliver bevilliget tilskud til Vydura.
Det forventes, at dette afgøres i 2023.
Bivirkninger
Der er meget få bivirkninger ved Vydura.
Der rapporteres om kvalme hos cirka 1% og udslæt hos mindre end 1%.
Forsigtighedsregler
Som kvinde er det vigtigt, at du benytter sikker prævention, så længe du er i behandling med Vydura.
Yderligere information
Det er muligt at sende sikker mail til Hovedpine Ambulatoriet med sikker digitalpost.
Se yderligere oplysninger på
https://esbjerggrindstedsygehus.dk/afdelinger/hjerne-og-nervesygdomme/hovedpine-ambulatorium
Eller ved at anvende QR-kode, bemærk, at du skal benytte Mit-ID for at logge ind.
QR-kode anvendes til sikker digitalpost.
Benyt med fordel mailfunktion og undgå køen på telefonen.
Telefon: 79 18 22 77, spørg efter sekretæren i Hovedpine Ambulatoriet.
Udarbejdet i samarbejde med
Dansk Hovedpinecenter, Rigshospitalet Glostrup
|
Kontakt Hjerne og Nervesygdomme Hovedpine Ambulatoriet Finsensgade 35 6700 Esbjerg +45 7918 2277 Svs-hovedpine@rsyd.dk |
|
pinfoSVS-1415474061-133 | 06.05.2026 |