Tofacitinib
Til patienter og pårørende
Tofacitinib er en tabletbehandling til blødende tyktarmsbetændelse
(colitis ulcerosa). Stoffet hæmmer immunsystemet og dermed nogle af de
betændelsesmekanismer, som er aktiveret ved colitis ulcerosa. Behandlingen kan
om nødvendigt kombineres med anden behandling til colitis ulcerosa.
Hvordan tager jeg behandlingen?
For at få den bedste gavn af behandlingen, skal du tage behandlingen som aftalt
med afdelingen. Det vil typisk være to tabletter om dagen, der skal synkes.
Der er to styrker: 5 mg og 10 mg. De første måneder anvendes den høje styrke,
herefter kan du overgå til den lave styrke.
Hvor lang tid skal jeg have behandlingen?
Afhængig af evt. bivirkninger og behandlingens effekt på din sygdom, vil du og
din læge i afdelingen løbende vurdere, om behandlingen skal ophøre, pauseres
eller fortsætte.
Bivirkninger:
Tofacitinib kan som al anden medicin give bivirkninger, men det er ikke alle der
får bivirkninger.
Det er vigtigt, at du kontakter afdelingen, hvis du har feber, infektion eller
bivirkninger til behandlingen, så vi kan vurdere, om det er forsvarligt, at du
fortsætter med behandlingen.
Almindelige (1-10%)
Mavesmerter, diarré, mavekatar, kvalme, opkastning, blodmangel, ledsmerter,
skoldkopper/helvedesild, influenzalignende symptomer, forhøjet blodtryk,
væskeophobning i kroppen, bihule-, urinvejsbetændelse, forhøjet muskelenzym,
hoste, irritation af slimhinden i næse og hals, hovedpine, hududslæt,
temperaturstigning, træthed.
Ikke almindelige (0,1-1%)
Betændelse i led og hud, Rødme, Væskemangel, Forhøjet fedtsyrer eller
kolesterol i blodet, Betændelse i udposninger på tyktarmen, Blodprop i de dybe
vener *, Åndenød, Ophobning af fedt i leveren, Leverpåvirkning, Hudkræft, Lavt
antal af betændelsesceller, Føleforstyrrelser, Nyrebækkenbetændelse,
Tuberkulose, Virusinfektioner.
Sjældne (0,01-0,1%)
Hjernebetændelse, Alvorlig betændelse i hud og bindevæv, Lungebetændelse,
betændelsesreaktion i lungevævet, Svær infektion.
Meget sjældne (< 0,01%)
Hjernehindebetændelse
Ikke kendt
Allergiske reaktioner
*Blodprop i de dybe vener omfatter også blodprop i lungerne (herunder få
tilfælde med dødelig udgang).
Graviditet og amning
Du må ikke tage behandlingen, hvis du er gravid eller ammer.
Afdelingen anbefaler at kvinder i den fødedygtige alder anvender sikker
prævention under behandlingen og i mindst 4 uger efter behandlingen er ophørt.
Inden behandlingsstart - Hvad skal jeg huske?
Inden behandlingen starter, bestiller vi en række blodprøver og et røntgenbillede
af dine lunger, for at sikre os, at dit helbred tillader behandlingen.
Det er vigtigt, blodprøverne højst er 2 uger gamle, når du modtager den første
behandling.
Blodprøvekontrol - Hvorfor er de vigtige?
Det er meget vigtigt, at du får taget de blodprøver, som afdelingen bestiller.
Prøverne bruges til at afsløre evt. bivirkninger til behandlingen, som du måske
ikke selv mærker.
De første måneder bestiller vi blodprøver med korte mellemrum. Herefter hver 2.
måned.
Hvis en dosis glemmes - Hvad skal jeg gøre?
Sker det, at du glemmer en dosis, skal du springe den over. Du må aldrig indtage
dobbelt dosis.
Vaccinationer
Inden behandlingen med Tofacitinib, vil du blive tilbudt afdelingens
vaccineprogram.
Du skal undgå vaccinering med levende svækkede vacciner, så længe du
modtager denne behandling og i 4 uger efter den er ophørt.
Udlevering af Tofacitinib
Medicinen udleveres fra ambulatoriet.
De første gange udleveres til 4 ugers behandling. Når der er sikkerhed for, at
behandlingen virker, som den skal, vil du få udleveret medicin til 8 uger.
Kontakt os
Afdelingen kan kontaktes telefonisk eller via appen MineAftaler.
|
Kontakt Medicinsk Afdeling for Mave, Gigt, Blod og Lindrende Behandling Medicinsk Mave og Tarm Ambulatorium Finsensgade 35 6700 Esbjerg 79183140 https://esbjerggrindstedsygehus.dk/medicinske-mave-tarm |
|
pinfoSVS-555901346-75 160492 | 09.09.2026 |