Flotte, ny-renoverede rammer til mange ambulante patienter
Målstregen er krydset i et stort projekt med at renovere ambulatorier i Esbjerg. Bo Libergren og Mette With Hagensen klippede onsdag officielt snoren til flere end 8000 renoverede kvadratmeter i hjertet af sygehuset
Den klippede snor markerede onsdag den 22. april, at Region Syddanmarks modernisering af to etager af sygehusets E-bygning fra 1970’erne er færdig. Her kan medarbejdere fra fem af sygehusets afdelinger booke og gennemføre ambulante undersøgelser eller konsultationer enten ved fremmøde eller virtuelt, - og samlet set vil det blive til omkring 125.000 kontakter om året.
De nyrenoverede fysiske rammer huser i alt 88 ambulatorierum, over 25 supplerende bokse til bl.a. telemedicin og pårørende-samtaler, samt to store Daghospitals-områder med plads til i alt 32 patienter. Der er også venteområder, teamrum, personalerum, plads til de administrative funktioner og to rum til DEXA-skanning.
Patienterne har gradvist taget dele af områderne i drift. Byggeriet begyndte i 2022, og undervejs har håndværkerne bevæget sig fra fløj til fløj, og det har ikke kunnet undgås at man forskellige steder på sygehuset har kunnet høre larm fra håndværkernes store projekt.
Del af gennemgribende plan.
Etableringen af et fælles område, der erstatter spredte ambulatorieområder, blev allerede varslet i sygehusets såkaldte ’generalplan’ fra 2009. Denne plan har undervejs resulteret i fx en ombygget akutmodtagelse og i den nye sengebygning. Der er sammenhæng til den nye sengebygning, idet rummene er indrettet i en del af bygningen fra 1970’erne, der husede sengeafdelinger tidligere.
Planerne fra 2009 er fulgt, men der er også kommet nye smarte løsninger ind, som passer til nutid og fremtid. Det handler om fx de store Daghospitaler, hvor patienterne får en plads i en fly-stol - samt om medicinudleveringsbokse, der betyder, at patienter kan få vederlagsfri medicin udleveret som i en pakkeboks.
Fly-stolene i Daghospitalet bruges fx, hvis man over op til tre timer skal være under observation efter et indgreb, hvis en væskeansamling skal drænes, eller til behandling hvor man får lægemidler ind i årerne.
Ud over rummene til ambulant aktivitet inkluderer moderniseringen af de to fulde etager også en gang med et sengeafsnit samt fx konference-rum.
Som en del af fejringen var der taler fra regionsrådsformand Bo Libergren samt formand for Sundhedsråd Sydvestjylland Mette With Hagensen
Læs mere i denne nyhed fra Region Syddanmark.
Kom indenfor på de renoverede ambulatorier på E2 og E3 - 2 minutters video
FAKTA - Byggeriet i tal:
- Moderniseringen omfatter i alt 8200 kvadratmeter fordelt på etagerne E2 og E3
- Moderniseringen har kostet omkring 108 millioner kr.
- Første larm fra håndværkerne begyndte i 2022.
- Sidste planlagte indflytning fandt sted marts 2026.
- I de nye fælles-ambulatorier vil der årligt være omkring 125.000 kontakter, heraf 45.000 virtuelle