Skip til primært indhold

Kost og kræft

Når du er i behandling for kræft, er det vigtigt, at du får nok mad og drikke, så du kan tåle og gennemføre din behandling. Her kan du læse, hvilken indflydelse kræft og behandlingen for kræft har på din ernæringstilstand.

Vi ønsker at give dig viden, så du kan:

holde din vægt

bevare din appetit

tåle og gennemføre behandlingen.

Det sker der i din krop

Din krop består af millionvis af celler, der vedligeholdes og fornyes af den mad, du spiser. Når du har kræft, ændres din forbrænding, og du kan have et øget behov for energi.  

Kræftcellerne vil altid tage den energi, de har brug for. Man kan sige, at de "stjæler" af den energi, der skulle bruges på at vedligeholde alle kroppens funktioner. Hvis du spiser for lidt, bliver dine muskler nedbrudt og svækket, og du er i risiko for at tabe dig.  

Behovet for proteiner stiger

Kroppens muskler og væv vedligeholdes primært af proteiner. Når du har kræft, har kroppen brug for flere proteiner fra kosten, så kroppens egne proteiner ikke nedbrydes. Du har derfor brug for mere protein i det, du spiser og drikker, når du har kræft. Hvis du ikke får protein nok, kan det føre til, at muskelvævet nedbrydes, og at kroppens muskler i fx ben, arme og hjerte svækkes.

En række bivirkninger kan gøre det sværere at dække kroppens behov for energi og protein. Det er fx:

træthed

nedsat appetit

kvalme  

smagsforstyrrelser

diarré

forstoppelse.

Hvis man ikke får dækket sit behov for energi og protein, vil man tabe sig.

Hold vægten

Det er vigtigt, at du ikke taber dig under behandlingen, uanset hvad du vejer. Taber du dig under behandlingen, vil du først tabe muskler og ikke fedt. Et stort vægttab kan føre til, at vi må udskyde din behandling eller i nogle tilfælde helt opgive den, fordi din krop er blevet for svækket til at tåle behandlingen.  

Ikke alle, som behandles for kræft, taber sig. Hvis du oplever, at du tager for meget på i vægt, så tal med os om det. Vi kan henvise dig til vejledning hos en klinisk diætist.

Gode råd til din kost

Mad indeholder forskellige næringsstoffer, som alle giver energi til kroppen. Maden skal indeholde både kulhydrater, fedtstoffer og proteiner, for at kroppen kan fungere optimalt.  

Den energi, du får fra mad og drikke, opgives i KJ (kilojoules) eller Kcal (kilokalorier).

GENERELLE KOSTRÅD

  Spis 3 hovedmåltider og 3-4 mellemmåltider

Spis og drik energi- og proteinrigt hver dag

Spis varieret med udgangspunkt i det, du kan lide

Hold øje med din vægt, og vej dig hver uge

Spis en multivitaminpille dagligt

Gå en tur eller dyrk motion efter evne hver dag – gerne efterfulgt af en proteinrig drik eller mellemmåltid til at styrke dine muskler.

Et billede, der indeholder hvid, design, skitse

Automatisk genereret beskrivelse

Fedtstoffer

Fedtstoffer giver dobbelt så meget energi som proteiner og kulhydrater. Hvis appetitten er lille, eller du taber dig, er det en fordel at spise mad med mere fedt. Eksempler på mad og drikke, som er rig på fedt og energi: Smør, margarine og fedt

Diverse olier  

Mayonnaise

Remoulade  

Dressing

Nødder og mandler

Avocado

Kød og fed fisk

Mejeriprodukter med en høj fedtprocent fx piskefløde, sødmælk, creme fraiche og fede oste.

Kulhydrater

Kulhydrater giver kroppen lettilgængelig energi, og nogle bidrager med fibre, som holder maven i gang.

Eksempler på mad og drikke, som er rig på kulhydrater:

Ris og pasta

Brød og gryn

Kartofler og rodfrugter

Grøntsager

Mælk og yoghurt

Frugt og frugtgrød

Sukker, kage og slik

Chokolade, marcipan og is

Sodavand, saft, juice, cider og iste.

Et billede, der indeholder hvid, design, skitse

Automatisk genereret beskrivelse

Proteiner

Proteiner er kroppens byggesten, som er med til at opbygge alle kroppens celler. Eksempler på mad og drikke, som er rig på proteiner:

Kød, fisk og fjerkræ

Æg

Mejeriprodukter især skyr, kvark, ymer og ost

Tørrede bønner og linser

Nødder og mandler.

Følelser og mad

Dine følelser kan påvirke din lyst og evne til at spise. I din behandling kan du opleve situationer, hvor svære følelser fylder meget. Det kan være:

træthed

angst

vrede

depression

ængstelse

hjælpeløshed  

en følelse af at stå alene.  

Det er normalt at have disse følelser. Det kan være svært at planlægge, købe ind og tilberede det helt rigtige måltid, hvis nervøsitet og bekymringer fylder meget.  

Brug dine pårørende

Hvis du ikke spiser og drikker nok, så tænk ikke, at det skyldes manglende vilje, men at fx træthed, smagsændringer og kvalme kan gøre det vanskeligt for dig at tænke på mad. Det er vigtigt ikke at snakke om mad hele tiden og blive presset unødigt til at indtage mad og væske.  

Bed eventuel dit netværk om at tage mad med, når de kommer på besøg. Dine pårørende kan være en stor støtte gennem din behandling. Du kan have brug for både psykisk opbakning og praktisk hjælp.  

Du kan få hjælp af dine pårørende til:

at købe ind og lave mad

at sørge for et godt måltid i samvær med andre

– det øger appetitten og livskvaliteten

at sikre, at du får 3 hovedmåltider og minimum 3 mellemmåltider

at lave maden  

at lave mad til fryseren, som er let og hurtig at varme op

at få motion ved at gå ture sammen.

Mere viden

Læs mere om kost og kræft på   www.cancer.dk   og www.kostogcancer.dk .  

Vi har også mulighed for at henvise dig til vores diætister, hvis du har behov for hjælp og rådgivning.

Kontakt

Kræft Ambulatorium,

Esbjerg 79 18 22 33

(hverdage, kl. 8.00-14.30)

 


pinfoSVS-1839777311-242 |   26.05.2026

APPFWU02V