Skip til primært indhold

Åbent Hospital 2026

Kom til åbent hus på Esbjerg Sygehus søndag 6. september 2026. Her åbner sygehuset dørene for alle interesserede i forbindelse med den landsdækkende kampagne ’Åbent Hospital 2026’.

igen i år kan I komme helt tæt på sundhedsvæsnet, når der er Åbent Hospital på Esbjerg Sygehus.

Bamseskadestue, smagsprøver på hospitalsmad anno 2026 og mulighed for at teste sin muskelstyrke og balance.

Det er bare noget af det, som besøgende til åbent hus på Esbjerg Sygehus vil kunne opleve søndag 6. september 2026.

Her inviterer sygehuset indenfor kl. 10-13 til en spændende dag, hvor man gratis kan komme helt tæt på sundhedsvæsenet.

Landsdækkende kampagne

Den første søndag i september åbner regionerne dørene for danskerne til Åbent Hospital. Den ene dag om året er der åbent hus i sundhedsvæsenet og alle er velkomne. Første Åbent Hospital var i 2017.

På den unikke dag kan danskerne se virkelighedens hospital. De kan opleve sundhedsvæsenet indefra, spørge ind og danne deres eget billede af sundhedsvæsenet og den højt specialiserede behandling, patienterne kan få her.

I år kan du glæde dig til et væld af aktiviteter og rig mulighed for også selv at være en aktiv del af dagen.

Program

Auditoriet

I år har vi fyldt sygehusets auditorium med aktiviteter, der har fokus på forebyggelse. Kom forbi og få målt, hvordan netop din krop har det og hør, hvad du selv kan gøre for at forebygge sygdom.

I finder auditoriet ved Haraldsgadeindgangen.

Kost og kræft

Hvad har kosten af betydning, når man får en kræftdiagnose? I flere år har middelhavskost med mindre rødt kød og flere grøntsager, bælgfrugter og olivenolie været anset som sygdomsforebyggende – men er det sådan i virkeligheden? Hør forskerens bud.

Få tjekket dit modermærke

Der er en række tegn, man skal være opmærksom på, hvis man vil spotte potentielt syge modermærker. Kom forbi hudlæger og få tjekket, om der er noget, der skal undersøges nærmere.

Demensvenligt hospital

Antallet af mennesker med en demensdiagnose stiger i Danmark, og det kan være svært at være patient, hvis demenssygdommen gør, at man ikke forstår hvor man er og hvad der foregår. Derfor arbejder vi aktivt med at gøre mødet med sygehuset nemmere for demensramte. Hør hvordan hos vores demenskonsulent.

Få scannet din blære

Det kan give fx urinvejsinfektioner og nyreproblemer, hvis ikke man tømmer sin blære helt ved vandladning. Kom forbi og få scannet din blære og se, om du er i risikogruppen – og hør, hvad man kan gøre ved det, hvis man er.

Er du fit eller færdig?

Sløve muskler og mere og mere inaktivitet. Det kommer sjældent fra den ene dag til den anden, men kommer i stedet snigende over en lang periode. Derfor er det heller ikke alle, der opdager, når kroppens fysik bliver dårligere. Kom forbi sygehusets fysio- og ergoterapeuter og test, om dine muskler er fit for fight, eller om det vil være godt med lidt fokus på træning.

 

Området omkring Haraldsgade-indgangen

Her har vi særligt fokus på børn til Åbent Hospital – både dem, der kommer til verden på vores sygehus, og dem, der er store nok til at tage bamsen med, når de kommer og besøger os.

Bamsehospital

Hvordan lægger man en bandage og hvad er en venflon egentlig? Personale fra vores Børne- og Ungeafdeling er klar til at fortælle om nogle af de behandlinger og undersøgelser, vores mindste patienter kan møde, når de kommer på sygehuset – og så kan børnene selv prøve at lægge bandage på deres bamse og at sprøjte vand gennem en drop- eller katederslange.

Hvor blev perlen af?

Har man haft små børn, så ved man, at små ting som for eksempel perler kan finde vej til både næsebor og øregange – og de kan være utroligt svære at få ud igen. Heldigvis er hjælpen nær – og til Åbent Hospital kan børnene selv se, om de kan finde de fremmedlegemer, som bliver placeret i Øre-, Næse- og Halsafdelingens 3D-modeller. Og så kan de få lov at undersøge bamsens, mors elelr fars ører.

Hvordan foregår en fødsel?

Alle fødsler er forskellige – og så alligevel. Der er visse ligheder, når børn kommer til verden. Kom forbi fødegangens stand og se, hvad medarbejderne oplever, når de hjælper børn til verden.

 

Forhal ved Finsensgade-indgangen

Vi har mange dygtige medarbejdere, der hver dag trækker i kitler og tilser og behandler patienter. Men der er også en masse mennesker på sygehuset, som ikke nødvendigvis har patientkontakt, men som gør en kæmpe forskel for behandlingen. I forhallen ved Finsensgade kan I møde nogle af dem.

Sygehusets moderne køkken

Det er ikke ligegyldigt hvad man fodrer kroppen med, når den skal klare sygdom og operationer bedst muligt. Derfor har sygehusets køkken hver dag stort fokus på at tilbyde patienter mad, som er mættende, nærende og sund. Der er uddeling af smagsprøver i forhallen ved Finsensgade kl. 10.00 - 13.00

Frivillige

Hver dag møder frivillige op på sygehuset for at hjælpe til at gøre tiden som indlagt lidt bedre. Det kan for eksempel være med uddeling af kage på sengeafsnittene, vågetjenesten der aflaster pårørende i en svær tid eller produktion af hæklede sprutter til demensramte og bamser til børn. Mød nogle af de frivillige og se nørklerierne blive til virkelighed i og omkring forhallen ved Finsensgade.

Få kaffe og kage med de ansvarlige politikere

I Danmark er det regionsrådene, der har det overordnede politiske ansvar for sundhedsvæsenet. Kom forbi forhallen ved Finsensgade og mød nogle af de politikere, der er med til at træffe beslutninger for netop Esbjerg og Grindsted Sygehus – de giver gerne en kop kaffe og et stykke kage. Du kan møde:

  • Mette With Hagensen (1. næstformand for Regionsrådet og formand for Sundhedsråd Sydvestjylland, Soc.dem.)
  • Susanne Stenstrop (regionsrådsmedlem og medlem af Sundhedsråd Sydvestjylland, SF)
  • Annette Lundgaard (stedfortrædende regionsrådsmedlem og stedfortrædende medlem af Sundhedsråd Sønderjylland, Venstre)

Guidede ture på Fødeafdelingen

En fødsel kræver en kraftpræstation af den fødende, hvor både krop og sind er virkelig på arbejde. Derfor kan det være en fordel, at man kan arbejde med sanserne – noget som er muligt på de nyindrettede sansefødestuer på Esbjerg Sygehus. Her kan lys og lyd tages i brug, så den fødende bliver hjulpet så godt på vej som muligt. Kom med på guidet tur på fødegangen og oplev de rammer, hvor en fødsel anno 2026 kan foregå.
Mødested: Til venstre for receptionen i Finsensgade-forhallen.
Mødetid: 10.30, 11.15 eller 12.00

APPFWU01V